Braiserbøf a la italiensk Brassato – med hilsen fra Middelhavskøkkenet

Braiserbøffen er skåret af oksens tykkam, og det kræver god tid til at simre kødet til perfektion – cirka to-tre timer. Retten her er en hybrid mellem den traditionelle Brassato og den franske Daube – begge vinbaserede braiseringsretter, som så også tilsættes tomat, grøntsager og middelhavsurter. Retten rundes af med en god omgang italienske eller franske oliven i høj kvalitet.

Her læner vi os dog mest i en italiensk retning, da de to værter bag Vin for Begyndere bruger en italiensk Chianti Classico i saucen – og naturligvis drikker det samme til. Chiantien kan erstattes af den ligeså italienske Brunello.

Spis braiserede fennikel til samt et godt brød, der kan ’moppe’ saucen op – det, der også hedder ’Scarpetta.’

Vinen er en Chianti Classico Riserva 2019, Buondonno, som laves på Sangiovese-druen. Masser af frugt i næsen, syre som komplimenterer tomaten i retten, bitterhed der matcher rosmarin og oliven, og tannin, der spiller med kødet – samt en urtet aroma, som spiller perfekt sammen med krydderurterne i retten.

 

Foto: Vin for Begyndere

Braiserbøf a la italiensk Brassato

Opskriften passer til 2-3 personer, alt efter sult og tilbehør

Ingredienser:

  • 1 pakke braiserbøffer (2 bøffer)
  • 2 hakkede løg
  • 3 skrællede gulerødder i små tern
  • ½ flaske Chianti Classico eller Brunello
  • Kalvefond
  • 1 dåse flåede tomater af god kvalitet
  • 1 glas gode oliven, f.eks. Taggiasche eller Nicoise
  • 1 krydderbuket af bredbladet persille, rosmarin og timian

 

Sådan tilbereder du retten:

  • Brun bøfferne godt af i olie og smør, og krydr godt med salt og peber.
  • Tilsæt løg og gulerødder og lad dem brune med.
  • Kom rødvinen på og lad koge lidt igennem.
  • Tilsæt dåsetomater og derefter kalvefond, til bøfferne er næsten dækkede.
  • Tilsæt krydderbuketten.
  • Lad simre 2-3 timer til kødet er meget mørt. Tilsæt oliven den sidste halve time.
  • Jævn eventuelt saucen med et nip mel eller Maïzena til sidst, hvis der er behov for det.
  • Server med foccacia, brød eller knuste, ovnstegte kartofler med rosmarin.

Ugens forslag

SHARING IS CARING

Viden forpligter som bekendt. Det samme kan siges om god kødkvalitet og god smag. Derfor føler vi os forpligtet til at dele vores knivskarpe kødkunst og smagsunikke udskæringer med dig. Og alle de andre kvalitetskræsne madfæller, der har god smag i smag