Let og elegant Kalveroast med efterårsgrønt og chilensk Cabernet Franc
Kalveroasten er en superfin, lille steg, mør og blid i smagen, som værterne fra Vin for Begyndere har valgt at servere med et ’diskret’ tilbehør for at give plads til vinen. Stegen tilberedes meget forsigtigt gennem intervalstegning ved at stege kødet i kort tid i vandbad, hvorefter det hviler uden for ovnen, og så gentages processen, indtil der opnås en kernetemperatur på 52-53 grader, hvorefter stegen tages ud og temperaturen fordeler sig i kødet. Det giver en meget lækker ensartet saftig rosa steg.
Der serveres en chilensk vin på den blå Cabernet Franc-drue, som har en fin tannin og en urtet, lidt pebret næse, der går godt til det elegante kød.
Vinen er en Cabernet Franc Las Higueras Single Vineyard, Maule, Chile 2018, fra Garage Wine Co.
Opskriften passer til fire personer
Foto: Vin for Begyndere
Ingredienser
- 1 Dyrbar kalveroast
- Salt og peber
Tilbehør efter eget valg. Det kan for eksempel være en efterårssauté af:
- Kartofler i små tern
- Selleri i små tern
- Pastinak i små tern – alt ristet mørt i smør og lie med rigeligt peber, salt og salvie.
Og/ eller:
- Portobellosvampe med lamellerne opad, dryppet med hvidløgsolie og bagt i ovnen
Og/ eller:
- En salat af for eksempel spinatblade, tomater, feta og friske krydderurter
Sådan tilbereder du retten:
- Krydr stegen med salt og peber. Varm ovnen op til 200 grader og stil stegen ind i et vandbad.
- Tag stegen ud efter 10 minutter og lad den hvile i 10 minutter. Giv den herefter intervaller af 5 minutter. Dvs 5 minutter i ovn og 5 minutters hvile på køkkenbordet.
- 2-3 grader inden den ønskede kernetemperatur er nået (vi anbefaler at ende på 55 grader - brug stegetermometer) tages stegen ud af ovnen, hvorefter den skal hvile en sidste gang inden den krydres og serveres.
- Server med det valgte tilbehør.