Peking Pork på Edderkop fra Dyrbar
Bringes i samarbejde med Mandekogebogen.dk og Rasmus Krarup Jensen
Hvis man leder efter inspiration til nem og delikat aftensmad, er det altid fristende at se i retningen af det asiatiske køkken, hvor man finder alt fra stir-frys over woks til andre hurtige, lækre retter. Tit kan man også finde mange af disse klassikere hos take away-restauranter, men du får typisk endnu bedre smag og struktur, hvis du selv laver retterne - lad os kalde det hjemmelavet takeaway!
Og den seneste opskrift, jeg har kastet mig over, er Peking Pork - en velkendt klassiker fra det amerikansk-kinesiske univers, bare i en hjemmelavet udgave.
I al sin enkelthed er det en ret med en lækker smag med sprøde, sticky stykker svinekød, vendt i en ægge-majsstivelsesmasse og krydret sauce. Kødet får hermed en særlig coating, som forbliver sprød og lækker, selv når du rykker den over i den varme, klistrede sticky sauce.
Til denne ret har jeg brugt en genial udskæring fra Dyrbar, som går under navnet Edderkoppen - vi har tidligere brugt Edderkoppen til https://mandekogebogen.dk/garlic-butter-steak-potatoes.1970.html
Men denne gang er udskæringen fra gris - en lækker, mør og smagfuld udskæring, som passer perfekt til denne ret.
Fang opskriften herunder:
INGREDIENSER
Kød
- 250 gram svinekød (edderkoppen fra dyrbar, kotelet, mørbrad etc.)
- 1 stk æg
- 1½ spsk. majsstivelse
- ½ tsk fint salt
Marinade
- ½ dl soyasauce
- 1 spsk. sesamolie
- 3 spsk. honning, sirup eller sukker
- 1½ spsk. riseddike (e. almindelig eddike)
- ½ tsk friskkværnet peber
- 1½ tsk majsstivelse
- 1 spsk. chilisauce (sursød eller sriracha)
- ½ tsk five spice-krydderi, kan undlades
FREMGANGSMÅDE
- Soigner dit kød for overskydende fedt og hvis du har en kødhammer, så giv det lige et par slag ligesom når man mørner en schnitzel - skær kødet ud i mundrette bidder. Slå ægget ud i en skål og rør det sammen med majsstivelse og salt. Hæld kødstykkerne i og giv dem en god coating.
- Bland alle ingredienserne sammen til marinaden og hav den klar - sæt også ris over at koge, hvis du bruger det som tilbehør. Du kan også bruge pasta, brød og ellers spise det alene.
- Varm en wok op med en gavmild sjat olie til meget høj varme - smid de æggedækkede svinetern ned i olien og friter dem sprøde. Hæld dem på fedtsugende papir og kasser alt undtagen 1 tsk. olie - smid wokken tilbage på varmen og hæld marinaden på wokken. Lad det koge op og tykne ind - tilsæt lidt vand løbende, indtil du får den rette konsistens. Det er nemmere at tilføje lidt efter lidt, så du også kan justere smagen.
- Når tykkelsen er perfekt, smider du de sprøde stykker kød op i saucen giver dem 1 minuts opkog og serverer straks - gerne på toppen af ris med lidt sesamfrø og finthakket forårsløg.