Thai-inspireret nakkekotelet

Umiddelbart vil de fleste nok tænke, at kombinationen af kød med en sød vin (altså en vin med høj andel restsukker) er en løjerlig kombination. Men under de rette omstændigheder, og i den rette tilberedning kan det være ret spot on, fortæller vinekspert René Langdal Jørgensen, der er en af kræfterne bag den populære vinpodcast, Vin for Begyndere. Et godt vinmatch handler nemlig om, at mad og vin ’følges ad’ i smagsnuancer, altså at sødme følges af sødme, umami med umami etc.

Her tilberedes de modnede koteletter af nakkefilet i en asiatisk stil, og det kalder på en sød vin, der kan stå distancen til de forskellige asiatiske elementer. De modnede koteletter marineres i en våd marinade med blandt andet honning, rød karrypasta, soja, fiskesauce og flydende honning. Og det er i høj grad honningen og den hotte karrypasta, der kalder på en sød vin.

En vin uden sødme vil nemlig nemt ’dø’ og blive skarp og sur, når den mødes af honningen i marinaden, samtidig med, at den kølige, søde vin vil være et læskende modspil til alt det hotte fra chili. Og den naturlige syre i en Riesling sikrer, at der stadig er en friskhed i vinen.

Normalt vil et par koteletter ende på grillen eller stegepanden, men her vælger vi at bage dem i ovnen på grund af det høje sukkerindhold i honningen, der ellers nemt vil komme til at branke på panden.

Vinvalg: En Riesling Spätlese fra Mosel i Tyskland. Det kan for eksempel være Bockstein Riesling Spätlese, 2019, Mosel, Van Volxem  

Karamelliseret ovnstegt krogmodnet svinenakke med rød curry

Ingredienser:

  • Fire koteletter af krogmodnet nakkefilet fra gris
  • 2 spsk jordnøddeolie
  • 2 spsk lys soja
  • 2 spsk rød curry (en våd thai-curry paste)
  • 2 spsk løbende honning
  • 2 spsk fiskesauce
  • Evt citrus i marinaden

Sådan tilbereder du retten:

  • Rør alle ingredienser til marinaden (dvs. alle ingredienser minus koteletter) sammen.
  • Kom marinaden i en skål eller plasticpose og vend den sammen medkoteletterne, så de er dækket af marinade overalt. Lad kødet marinere i mindst et par timer.
  • Kom koteletterne i et fad og bag dem i ovnen ved 180 grader i cirka 45 minutter, så de karamelliserer godt – uden at branke.
  • Server med et udvalg af grøntsager, for eksempel gulerødder, rødløg, minimajs, broccoli, og/ eller blomkål, som bliver ristet i ovnen med five spice, olie og en smule honning eller en ingefærmarinade i varmluft ved 200 grader, indtil de får brune/brændte kanter. Grøntsagerne kan også ristes i en wok.
  • Spis gerne nykogte jasminris til, og suppler med en sauce på grøn karrypasta, kokosmælk, soja og lidt citrus, hvis du gerne vil have en sauce til retten.

 

Ugens forslag

SHARING IS CARING

Viden forpligter som bekendt. Det samme kan siges om god kødkvalitet og god smag. Derfor føler vi os forpligtet til at dele vores knivskarpe kødkunst og smagsunikke udskæringer med dig. Og alle de andre kvalitetskræsne madfæller, der har god smag i smag