Tilberedning Tomahawk Steak - Kalv
Vi anbefaler intervalstegning på grill til denne basse, som ellers vil kræve en temmelig stor pande.
Tag kødet ud af køleskabet 2 timer før det skal på grillen, og salt det lige inden. Sørg for at grillen er godt varm og brun kødet af i 2-3 minutter på hver side, så det får en flot stegeskorpe (må ikke grille kødet sort). Tag kødet af og lad det hvile i 5-6 minutter. Skru lidt ned for varmen på grillen, evt. ved at flytte risten lidt op. Grill igen 2-3 minutter på hver side, og lad kødet hvile.
Nu bliver det lidt tricky. "Hovedbøffen" er ved at have fået nok, den skal være rød indeni, men brystkødet, dét der sidder ud af benet, skal steges færdigt. Sørg derfor for, at der både er områder med og uden varme på grillen, og læg tomahawken så det kun er brystkødet, der får varme. Det skal have ca 3-4 minutter på hver side, afhængig af hvor varm grillen er. Lad tomahawken hvile 7-8 minutter, inden den serveres, gerne rød og saftig indeni.