Tilberedning af Oksehaler i skiver
Skær halerne i passende størrelser, skær i ledene.
Brun halestykkerne godt af på alle sider i smør og olie i en god støbejernsgryde, krydr med salt og peber og tag halerne op af gryden. Tilsæt godt med løg og hvidløg og lad dem blive klare uden at branke.
Tilsæt nu gulerødder og porrer mm og lad lige grøntsagerne svitse lidt med og få lidt farve, inden halerne ryger retur i gryden. Hæld vand/fond på, så det lige dækker. Braiser indtil kødet på halerne er så mørt, at det selv falder af benene. Halerne kan serveres hele til at gnave, men man kan også plukke kødet ned i retten, som jævnes og serveres med en form for mos.