Peking Pork på edderkop
Hvis man leder efter inspiration til nem og delikat aftensmad, er det altid fristende at se i retningen af det asiatiske køkken, hvor man finder alt fra stir-frys, woks og andre hurtige, lækre retter. Tit kan man også finde mange af disse klassikere hos take away-restauranter, men du får ofte endnu bedre smag og struktur, hvis du selv laver retterne - lad os kalde det hjemmelavet takeaway!
Du får her en opskrift på Peking Pork i en hjemmelavet udgave. Rettens lækre smag består af sprøde, sticky stykker svinekød, vendt i en ægge-majsstivelsesmasse og krydret sauce. Så beholder kødet sit sprøde ydre, når du rykker den over i den varme sticky sauce.
Til denne ret bruges en Edderkoppen fra Dyrbar, som er en lækker, mør og smagfuld udskæring fra gris.
Ingredienser
Kød
- 250 gram svinekød (edderkoppen fra Dyrbar)
- 1 stk. æg
- 1½ spsk. majsstivelse
- ½ tsk. fint salt
Marinade
- ½ dl soyasauce
- 1 spsk. sesamolie
- 3 spsk. honning, sirup eller sukker
- 1½ spsk. riseddike (e. almindelig eddike)
- ½ tsk. friskkværnet peber
- 1½ tsk. majsstivelse
- 1 spsk. chilisauce (sursød eller sriracha)
- ½ tsk. five spice-krydderi (kan undlades)
Tilberedning
- Soigner dit kød for overskydende fedt og hvis du har en kødhammer, så giv det lige et par slag – ligesom når man mørner en schnitzel. Skær herefter kødet ud i mundrette bidder.
- Slå ægget ud i en skål og rør det sammen med majsstivelse og salt. Hæld kødstykkerne i og giv dem en god coating.
- Bland alle ingredienserne sammen til marinaden og hav den klar - sæt også ris over at koge, hvis du bruger det som tilbehør. Du kan også bruge pasta, brød eller spise det alene.
- Varm en wok op med en god sjat olie til meget høj varme - smid så de æggedækkede svinetern ned i olien og friter dem sprøde. Hæld dem på fedtsugende papir og kasser alt undtagen 1 tsk. Olie.
- Smid wokken tilbage på varmen og hæld marinaden på wokken. Lad det koge op og tykne ind - tilsæt lidt vand løbende, indtil du får den rette konsistens. Det er nemmere at tilføje lidt efter lidt, så du også kan justere smagen.
- Når tykkelsen er perfekt, smider du de sprøde stykker kød op i saucen giver dem 1 minuts opkog og serverer straks - gerne på toppen af ris med lidt sesamfrø og finthakket forårsløg.
Opskriften er udviklet af Mandekogebogen.dk