Thai beef salad (nam tok)
Kødet grilles eller steges normalt over høj varme, indtil det er godt brunet og mørt, hvorefter det skæres i tynde skiver. Derefter blandes kødet med hakket koriander eller thai-basilikum og evt. andre urter, og dressingen tilføjes.
Dressingen er normalt lavet af limejuice, fiskesauce, chiliflager og sukker, som giver salaten en sur-sød-smag med et pift af krydret varme. Til at binde retten sammen rister man lidt ris, som både giver nøddesmag, men også 'jævner' retten en smule og gør den mere fyldig.
En skøn og smagfuld salat.
Ingredienser
Salat
- 2 stk. teres major
- 1½ stk frisk koriander, bundt
- 3 stk. forårsløg
- 1 stk. rød chili
Dressing
- 1½ spsk. fish sauce
- 1½ stk. lime, økologisk
- 1 tsk. sukker
- 1 spsk. soyasauce
- 1 tsk. chiliflager, røde
Ristede ris
- 2 spsk. risotto-ris
Fremgangsmåde
- Lad dit kød få stuetemperatur en times tid inden stegning.
- Derefter skal det steges maksimalt medium-rare på en hed pande i en sjat olivenolie – lad det hvile lige så lang tid, som det har stegt.
- Smid dine riskorn på en tør pande og rist dem i 12-15 minutter ved middelhøj varme, indtil de bliver let brune – ligesom når man bruner pinjekerner, men her skal man blot have lidt tålmodighed.
- Efter bruning skal det knuses groft i en morter.
- Snit forårsløg og chili fint samt hak koriander i mindre stykker.
- Bland ingredienserne til din dressing.
- Når kødet har hvilet, skæres det i tynde skiver og vendes i dressingen – derefter vendes det grønne i sammen med halvdelen af risene.
- Servér i to skåle og drys det resterende ristede ris på toppen inden servering.
- Velbekomme!
Nam Tok er en thailandsk salat, der typisk består af grillet eller stegt kød, som er skåret i tynde skiver og serveret med friske urter og en dressing. Navnet "Nam Tok" betyder bogstaveligt talt "vandfald" på thai, hvilket refererer til den måde, hvorpå saften fra kødet drypper ned på tallerkenen.
Derfor skal man helst have en udskæring, der er velegnet til enten rare eller medium-rare-tilberedning, i dette filfælde Teres Major. Den traditionelle version af Nam Tok er lavet med oksekød, men der findes også varianter med svinekød, kylling eller andre typer kød.
Opskriften er udviklet af Mandekogebogen.