Braiserbøf a la brasato
Hvis man tager den traditionelle brasato, mikser med den franske Daube og tilsætter tomat, grøntsager og middelhavsurter, så har du retten her. En sand hybrid på to vinbaserede braiseringsretter. Braiserbøffen er skåret af oksens tykkam, og kræver derfor god tid til at simre til perfektion. Vi anbefaler gerne to-tre timer.
Vinen er en Chianti Classico Riserva 2019, Buondonno, som laves på Sangiovese-druen. Masser af frugt i næsen, syre som komplimenterer tomaten i retten, bitterhed der matcher rosmarin og oliven, og tannin, der spiller med kødet – samt en urtet aroma, som spiller perfekt sammen med krydderurterne i retten. Chiantien kan lige så vel erstattes af den italienske Brunello.
Opskriften passer til 2-3 personer.
Ingredienser
- 1 pakke Braiserbøffer (2 bøffer)
- 2 hakkede løg
- 3 skrællede gulerødder i små tern
- ½ flaske Chianti Classico eller Brunello
- Kalvefond
- 1 dåse flåede tomater af god kvalitet
- 1 glas gode oliven, f.eks. Taggiasche eller Nicoise
- 1 krydderbuket af bredbladet persille, rosmarin og timian
Tilberedning
- Brun bøfferne godt af i olie og smør, og krydr godt med salt og peber.
- Tilsæt løg og gulerødder og lad dem brune med.
- Kom rødvinen på og lad koge lidt igennem.
- Tilsæt dåsetomater og derefter kalvefond, til bøfferne er næsten dækkede.
- Tilsæt krydderbuketten.
- Lad simre 2-3 timer til kødet er meget mørt. Tilsæt oliven den sidste halve time.
- Jævn eventuelt saucen med et nip mel eller Maïzena til sidst, hvis der er behov for det.
- Server med foccacia, brød eller knuste, ovnstegte kartofler med rosmarin.
Tips
Retten rundes af med en god omgang italienske eller franske oliven i høj kvalitet. Spis braiserede fennikel til samt et godt stykke brød til sovsen – det, som italienerne kalder ’Scarpetta’.
I opskriften læner vi os mest mod det italienske køkken, da de to værter bag Vin for Begyndere bruger en italiensk Chianti Classico i saucen – og naturligvis drikker det samme til.
Opskriften er udviklet af Vin For Begyndere